Bryghuset startede hjemme i Birgers kælder i 2007 og har gennem tiden udviklet sig fra at være et bryggerlaug og frem til nu med bar og mikrobryggeri i hjertet af Ringsted. Første ”rigtige” lokaler var i en garage på Valdemarsgade og efterfølgende holdt Bryghuset til i lejede lokaler på Køgevej i 7 år. Og siden september 2021 har Bryghuset så været i Sct. Hansgade 29.
Bryggerne bag er Christian Asferg, Karsten H. Trampedach, Frank Larsen og Lars Birger Mikkelsen og det vil også være dem, du møder i baren og butikken.
De 4 bryggere har gennem tiden brygget mere end 300 forskellige bryg indenfor en bred vifte af øltyper fra de klassiske tyske og belgiske typer til de meget humlede IPA og over til de helt mørke og kraftige stout. Hovedvægten ligger på de overgærede og belgisk inspirerede typer.
I Ølbaren er det ambitionen altid at have en blanding af eget øl kombineret med belgisk øl og øl fra andre danske og gerne lokale mikrobryggerier. I Ølbaren vil der være op til 12 forskellige fadøl og i køleskabet og på hylderne vil der altid være et bredt udvalg af hovedsageligt belgisk øl.
Birgers Bryghus er også en ølbutik, hvor man kan købe øl med hjem. Det vil typisk være det samme udvalg som flaskeøl til salg i baren, dog til en noget lavere "to-go" pris.
Birgers Bryghus Ølbar er en uafhængig bar og vi kan derfor selv vælge hvilke øl og fadølstyper,
vi ønsker at have i baren og på hanerne.
Birgers Bryghus har åbent fredag kl. 15 - 19 og lørdag kl. 13 - 19.
Derudover åbner vi efter aftale ved private arrangementer.